Menu

Udtalelse fra NBSIF om bydelsplan for Kolding Ø

image NBSIF organiserer 2.100 borgere i den ny bydel Kolding Ø i ti forskellige idrætter, fra badminton til dans, fitnesss, fodbold, gymnastik, håndbold og motionsløb med flere. Billedet er fra NBSIF Dans sæsonafslutning forår 2024 på Hotel Comwell i Kolding. Foto: Rikke Hansen.
Af NBSIF Kommunikation
22. januar 2025 kl. 14:00
Sammen om at styrke fællesskaber og mødesteder i vores lokalområde

Udtalelse fra Nr. Bjært Strandhuse IF ved formand Søren Nielsen: 

I NBSIF har vi med tilfredshed noteret dannelsen af en ny bydel, Kolding Ø, i Kolding Kommune. Vi har endvidere med stor interesse læst den fremlagte bydelsplan for området. Planen peger på behovet for at styrke mødesteder, fællesskaber og sammenhængskraft i vores område. Det er en vision, vi deler, og som vi allerede målrettet arbejder på at realisere hver eneste dag.

Som en forening med over 2.100 aktive medlemmer og 175 børn i Fritidsklubben Strandhuse engagerer vi mere end hver fjerde beboer i den nye bydel – målt fra yngste baby til ældste medborger – i fremme af netop de værdier, som bydelsplanen efterlyser.

Vores aktiviteter spænder fra puslingefodbold til senioridræt og favner alle aldersgrupper, livsfaser og baggrunde. Gennem sport og idræt skaber vi ikke blot fysisk aktivitet, men også sociale netværk og en følelse af fællesskab, som binder lokalområdet sammen.

Bydelsrapporten betoner vigtigheden af at etablere nye uformelle møder og mødesteder. Vi vil i den forbindelse gerne pege på betydningen af det foreningsbaserede og forpligtende fællesskab, som NBSIF repræsenterer, og som i vores øjne spiller en central rolle for den sammenhængskraft, som allerede findes i vores område, og som NBSIF gennem mange år har bidraget til at udvikle.

NBSIF ser frem til i samarbejde med Kolding Kommune, Lokalråd Kolding Ø og andre nærlokale aktører at videreudvikle vores bydels sports- og idrætsliv ved at opfylde borgernes behov, unge som ældres, for fællesskaber, aktivt fritidsliv, motion og konkurrencesport ved hjælp af investeringer i infrastruktur og i en aktiv idræts- og fritidspolitik for bydelen.

Vi er klar til at bidrage aktivt og dele vores viden, netværk og ressourcer for at sikre, at bydelsplanen bliver en succes for alle borgere.

Vi noterer os, at bydelsplanen udpeger området omkring Lyshøjtorvet og Lyshøjskolen, hvorfra NBSIF driver sine aktiviteter, som bydelens nutidige og fremtidige naturlige midtpunkt. Som en forening i vækst har vi ikke problemer med at tiltrække medlemmer. Til gengæld har vi i stigende grad lokale- og pladsproblemer og noterer i den forbindelse med glæde og interesse, at et bydelshus indgår i visionen for vores område.

Kontakt
For mere information, kontakt Søren Nielsen, formand for NBSIF

Om NBSIF
Nr. Bjært Strandhuse IF (NBSIF), stiftet i 1908, er den lokale idrætsforening i Kolding Ø. Vores medlemmer kommer først og fremmest fra Strandhuse, Nr. Bjert, Drejens og Petersbjerggård, men alle er velkomne som medlem, uanset hvor de bor. NBSIF er med over 2.100 medlemmer en af Koldings største idrætsforeninger. Foreningen driver endvidere fritidsklub for 175 børn. NBSIF er en flerstrenget idrætsforening med en lang række idrætsgrene. NBSIF er sport * motion * klubliv.

Vi bruger cookies til brugeroplevelsen via Google Analytics service
Luk